For et stykke tid siden skrev en
opdrætter på Facebook følgende:

Jeg undres over noget……. og jeg er ikke ude på at
provokere nogle, selvom mit indslag måske kan opfattes sådan smiley

Emnet kastration eller ej dukker op med jævne mellemrum,
og jeg kan ikke forstå, hvorfor har I valgt en hanhund, når I ikke bryder jer
om en hanhunds personlighed, temperament og adfærd eller ikke har kompetencerne
til at håndtere ham? Hvorfor ikke vælge en tæve i stedet for?

Er jeg den eneste i dette forum som synes at etikken er
skredet, når man fjerner sundt væv af bekvæmmelighed eller ejers manglende
kompetencer?

Og jo jeg er helt med på at i få tilfælde vil det være
til gavn for hanhundens trivsel at få fjernet bollerne?

Har vi opdrættere også et ansvar her?

Er vi opdrættere gode nok til at tage snakken med vores
hvalpekøberes valg af køn?

Samme
opdrætter (ikke Hunis) – var særdeles fortørnet over min fjernelse af sundt væv
og udtrykte sig sådan ”Det løber mig koldt ned af ryggen!!”

Jeg kunne
( og kan stadigvæk) mærke i mit system, at jeg måske burde have særdeles dårlig
samvittighed og føle mig som en elendig og inkompetent hundeejer – det ved jeg,
at jeg ikke er men alligevel så sidder det og nager i rygraden –

så nu
prøver jeg (som jeg har gjort før når noget trykker) at skrive mig ud af
processen og fjerne det der sidder og gnaver!

Hvorfor har nogle opdrættere det så svært med at nogle af
deres hvalpekøbere vælger at neutralisere deres hund?

Og her
tænker jeg lidt bredere, for der findes mange tæveejere, der vælger muligheden
for neutralisering ganske enkelt fordi tæven har det så dårligt med falsk
drægtighed, der gør at det liv som hunden gerne skulle have kan den kun i de
perioder, hvor humøret ikke er påvirket af hormoner.

Er det fordi muligheden for reproduktion bliver frataget
dem?

Jeg tænker,
at der i de fleste købsaftaler står at
det man køber, er en familiehund med ønske om et aktiv hundeliv og evt.
brugsegenskaber for den race men nu er faldet for.

Jeg er af
den overbevisning, at det er ganske få hvalpekøbere der fra dag et vælger et ”quickfix”
af deres hvalp (han- eller hunkøn) – men
ved man at hunden ikke skal bruges i avl, kan det give den et mindre stresset
liv. For at den skal have den effekt man ønsker bør der ikke ventes til der er
tårnet sig en masse problemer op som så også indbefatter en adfærdsbehandler –

Jeg kender
en del tæveejere der har valgt neutralisering ganske enkelt fordi der er ”hanhundekø”
i haven når deres tæve er i løbetid – og det er besluttet at tæven ikke skal
indgår i avl.

Det er
selvfølgelig ikke uden risiko – selve operationen kan gå galt, der kan, som hos
Huni, komme efterkomplikationer – men der er meget meget sjældent.


spørgsmålet om :

Er vi opdrættere
gode nok til at tage snakken med vores hvalpekøberes valg af køn?

Jeg tænker at opdrætterne ganske
vist har interesserede hvalpekøbere ind til en samtale og vurderer om deres
hvalpekøber nu også er helt klar til det ansvar som det er at indlemme en
hvalp/hund i familien -men de kender ikke hele det komplekse miljø, som der er
rundt om familien –

Jeg mener at opdrætterne har et
ansvar for at yde deres hvalpekøbere den bedste råd og vejledning de kan give i
hele deres opdræts liv- og det kan evt. også være et råd om neutralisering.

Opdrætter skal sikre sig at deres
hvalp får et indholdsrigt liv på alle fronter. Det være sig som kærlig
familiehund og i særdeleshed om den vil blive aktiveret positivt, så der ikke
opstår den situation at hunden vil risikere at skulle underholde sig selv og på
sigt udvikle egenskaber, der ikke er hensigtsmæssige og igen vokse sig så store
at de ikke er til at aflære igen.

Det er ikke alt opdræt der egner
sig til avl – og her tror jeg nogen opdrætter måske får en tudse galt i halsen,
hvis de mener at alt deres avl også bør findes på alvslisterne –

Jeg ved- at rigtig mange
opdrætter ”udstationerer” det som de mener er avl, der på sigt MÅSKE viser sig
at være ”noget at avle videre på” – og her tænker jeg opdrætter har et
kæmpestort ansvar for at skride ind og hjælpe, hvis det viser sig at blive for
stor en opgave for ”foderværten”.