Huni og jeg har været på
Foundation hold – Det har været et fantastisk forløb, hvor vi har lært en masse
tricks.

Jeg måtte dog lige spørge
underviseren om hendes bane var indhegnet, grundet de udfordringer vi har med
biler og toge. Hun mente ikke det ville være noget problem så vi meldte os på.

Selv om der nu rimelig god
kontakt når Huni er i snor – han ved godt biler er lig med mad –

Så gælder det ikke når snoren
afmonteres – så tænker Huni at han kan gøre hvad der falder ham ind.

Banen vi trænede på, lå lige ud
til Køgevej dog godt afskærmet af træer og en meget dyb og vandfyldt grøft –
sidstnævnte plejer dog ikke at være nogen hindring for en Hunivaps.

Værre var det med udsigten den
anden vej- her kørte der toge forbi temmelig ofte i meget høj fart og en del
larm var der også.

De første par gange vi var der
var det dog ikke noget problem, men pludselig var det som om det pissede ham
fuldstændig af og de toge skulle bare bankes-

Lidt sjovt var det, at vores
underviser lige havde gjort os opmærksom på vigtigheden i at have et helt
særligt indkalds signal, som kun fører brugte – Det har jeg så heldigvis og da
Huni jernede ud af træningsbanen – han opdagede hurtigt, at toget ikke kunne
indhentes løb han mod vejen.

Fru Larsen var for en gangs
skyld hurtig ved havelågen og fik hevet sit nødkald frem – en jagtfløjte som
jeg havde fra Tiras tid.

Flere stød i fløjten fik Huni på
andre tanker (læs: Mor har mega lækkert guf til mig) og han kom ret hurtigt
retur.

Der gik nogle undervisningsgange,
hvor jeg måtte være meget på forkant når togene kørte forbi- snoren kom på og
masser af pølser røg ned i gabet på vuffen.

Da Huni begyndte at se på mig,
når han hørte togene, afmonterede jeg så snoren og det var ikke længere
nødvendigt at have den på.

Resten af kursus gangene kom der
helt styr på hans trang til at ville løbe togene op – Jeg var dog også blevet
særdeles god til at fange Hunis opmærksomhed og kunne aflede med mad.

Som underviseren udtrykte det:
ren Pavlov – Huni nærmest begyndte at savle når lyden af togene kom.

Det er virkelig en lettelse, at
det nu ser ud til at Huni bedre kan tåle de forstyrrelser, der har fået ham
helt ud i ”ingen forbindelses”-mode. Han har også fået en forståelse for, at
selv om lågen hjemme er åben betyder det ikke, at han bare kan skride fra
matriklen og gå på jagt.

Fru Larsen ser et håb forude
for, at ADHD-hunden muligvis nok bliver meget mindre impulsstyret med alderen.