I området, hvor vi bor er der ganske mange hundeejere. De fleste er heldigvis søde og rare med fornuftige hunde. Dog er de også nogen gange alt for flinke og vil så gerne dele ud af de godbidder de har i lommen til min søde Huni, der står med åben mund og slipset meget tæt på asfalten.

”Må han få en” – bliver jeg så spurgt om, medens de allerede har begravet hånden dybt i godbidslommen.

Og nej – det må han ikke. Det er skideirriterende. For hver gang vi møder de samme personer, er Hunivaps klar med hele charmerepertoiret og åbent næb.

Efterhånden har jeg dog fået lært dem – og Huni -vi møder at jeg ikke vil have det. Nogle synes godt nok jeg er en mærkelig kælling – men det lever jeg så med.