Vi har været til rallytræning i dag i Ølstykke. Det er et DKK kreds 1 hold som jeg efter en prøvetime i slut oktober vovede at tilmelde mig.

Hunis trang til at fræse efter fugle har afholdt mig fra undervisningssteder uden en form for indhegning.

Det er der IKKE i Ølstykke. Men prøvetimen gik fint og de første 3 kursusgange – ingen problemer. En sød og arbejdsivrig vuf og mor var glad.

Men det sluttede så ved sidste træningsgang.

Den første halve time går fint, men der har jeg også en sulten hund. Vores tur var næstsidst til banegennemløb – det er for lang tid for en islandsk Fårehund ved navn Huni, at vente – Jeg nåede lige akkurat at svare underviseren på et spørgsmål da Huni fik øje på 4 skovduer uden for banearealet.

Og wuuuuuuuuuuuuiiiiiiiiiisshhhhhhhhhhh – så skred Huni med 100 km i timen. En kongerunde tog han rund på boldbanerne og markerne før han vendte tilbage.

I dag var udløseren ikke fugle, men en møj kedelig fører, der af underviseren var blevet bedt alt for mange gange om det samme (fremsending til kegle) – efter 3. gang kunne jeg godt se på pelskræet at nu var nok nok – desværre fik jeg ikke linen på ham før han igen skred med 100 km i timen.

Jeg var ganske udmærket klar over at antallet af gentagelser ikke faldt i Hunis smag – selv ikke med ovntørret lever.

Men det er sgu også svært at sig til underviser ” ved godt det er noget lort, men nu kommer spidshunden helt ud i det yderste af pelsen – og selv ikke en cylottesteg vil kunne få ham til at udføre det samme mere.

Denne gang var han på vej til Roskilde – så heldigt en anden underviser fik fat i hans sele og jeg kunne hente møj hunden og graunde ham i bilen.

Rigtig rigtig ærgeligt – jeg havde virkelig set frem til at kunne træne steder uden indhegning.