Vi bor i et fritidsområde tæt på skov og strand. Det er jo selvfølgelig ganske dejligt at have naturen lige uden for hoveddøren.

Men nogle gange flytter naturen altså meget tæt på matriklen.

Det vrimler med rådyr, ræve, fasaner og egern. Førstnævnte er efterhånden noget af en plage for haveejerne. Mange steder er planter og småtræer hegnet ind for at undgå de bliver spist.

Hos os er det urtehaven, der tiltrækker og jeg har de sidste par år haft hegn rundt om for at få lov til at beholde diverse grøntsager, som står øverst på nogle rådyrs spiseseddel.

Jeg fik dog ikke i efteråret sat hegnet tilbage og tænkte at nu når rødbeder og ærter ikke længere stod i jorden – så behøvede jeg ikke denne sikring.

I denne vinter kan man jo ikke ligefrem sige der har været småt om føde – græsset gror og der er rigelige mængder. Alligevel er der et eksemplar af racen, der absolut har skullet fornøje sig med mine nyplantede jordbærstiklinger – kunne i går konstatere at ikke alene er grønkålen godt afgnavet men alle mine jordbærplanter er fuldstændig afpillet.

Mage til frækhed – havde jeg haft et gevær så hang den med hovedet nedaf.

Jeg fik hurtigt sat hegnet tilbage på plads og kan så håbe på der kommer nye skud til det rigtige forår indfinder sig.